Bjarne Haahrs fortælling om sin opvækst med musik
Skrevet til Brædstrupegnens Hjemstavnsforening 2005
Jeg ynder at berette om en amerikansk undersøgelse, der påpeger, at jo nærmere man bor på kirken, jo bedre er man… Dog må det indrømmes: det er ganske svært – om ikke umuligt at efterkontrollere denne undersøgelse. For mig er den åbenbar: sådan må det forholde sig. Jeg er opvokset med kirken som nærmeste nabo -Nølev kirke – og i de mange år (37) jeg har boet i Nim – Nim kirke.
Min barndoms landsby er Nølev, en lille landsby i det frodige Hads Herred med Odder, som det naturlige centrum. Min far ejede Nølevgården, gården lige over for kirken. Som barn var jeg overbevist om, at Nølev – ikke bare Nølev – men lige nøjagtig hestetruget, som stod midt på gårdspladsen, var Danmarks centrum. Hverken mere eller mindre. Hvis man med en passer (ganske vist megastor) ville finde Danmarks midtpunkt, ville det være hestetruget derhjemme (dog undtaget Bornholm). Jo, min selvfølelse manglede intet. Jeg var overbevist om, at jeg kom fra den bedste familie i den mest centrale landsby i landet. Den selvfølelse havde jeg i de år, der hører barndommen til. Så blev det anderledes. Desværre. Dog er det nok ikke så ilde at have haft den. I min familie – i landsbyen – i skolen var jeg noget særligt. Jeg kunne spille klaver. Jeg kunne spille klaver efter gehør. Jeg sad i timer ved klaveret, som stod i den “fine stue”. Der kunne jeg i fred og ro finde frem til de sange, som blev sunget i hjemmet – eller de slagere, der hørte tiden til. Og her begyndte jeg at lave små melodier. Teksterne lavede jeg selv. De omhandlede de oplevelser – gode eller mindre gode, som kom til mig. Klaveret blev mit bedste legetøj. Helt sikkert: klaveret i den “fine stue” er forudsætningen for det liv, der er blevet mig til del.
I hjemmet kom den gamle frk. Albæk; hun var lærer og organist og var selvskreven til søndagsmiddagen efter gudstjenesten. Jeg husker, hun velsignede mig ved klaveret. Jeg ser situationen lyslevende for mig – stuens interiør – sollyset – og den aldrende dame med hånden over mit hoved. Jeg tror, hun så mulighederne for mit melodiske talent. Jeg har været en seks-syv år.
Der hørte meget træværk til gården. Jeg glædede mig altid, når maler Endt fra Ørting mose skulle komme. Han havde været sømand og rejst på de store have; han havde en sjælden fortælleevne; jeg var en meget opmærksom lytter. Jeg gik simpelthen i hælene på ham i de uger, han var der. Hvad han sagde, var lov. Det siger maler Endt. Basta. Han kunne ud over at fortælle også spå. Han læste i min hånd, at jeg ville blive meget berømt. Når maler Endt sagde det, så måtte det blive sådan. Jeg har egentlig aldrig tvivlet på at berømmelsen ville indfinde sig.
Jo, frk. Albæk og maler Endt gjorde indtryk. Mærkeligt nok skulle der gå mange år, før jeg erfarede, at mit talent eller evne for at lave melodier måske ikke var så selvfølgelig endda. Efter seminarieuddannelsen på Th. Langs seminarium i Silkeborg – nogle år i folkeskolen – kom jeg på cand. pæd. studiet på Lærerhøjskolen i København på et af de første hold med faget musik. Jeg var heldig at få John Høybye som lærer. Jeg havde ham i en række fag, også i fri satsarbejde, som var en ny disciplin på det tidspunkt. Det var virkelig godt for mig. Både han og mine medstuderende var opmærksomme på mine specielle musikalske evner. Mit cand. pæd. studium sluttede i 1975. Blandt mine lærere var Else Jena (en elskelig dame som mange i den lidt ældre generation vil huske fra “Kun en dag, et øjeblik af gangen”), som jeg havde i solistisk sang, Egil Harder (ham med melodierne til “Den blå anemone” og “Juletræet med sin pynt”) i klaver. Aksel Schiøtz havde et professorat ved instituttet. Jeg husker, at det gjorde indtryk på mig, at han, der havde betydet så meget for så mange mennesker under og efter krigen med sin fortolkning af danske sange, netop var tilknyttet instituttet. Jeg var så heldig at overvære nogle af hans timer i solistisk sang mod at jeg akkompagnerede til sangene.
I 1968 flyttede Astrid (min daværende kone) og jeg til Nim. Jeg havde fået en kirkebylærerstilling ved Nim- Underup skole; dvs. udover at være lærer ved skolen skulle jeg også forestå kirkesangen, kirkebogsføring etc. ved Nim kirke. Den gamle skole var lærerbolig; bedre bolig kunne man ikke få. Masser af plads – kæmpe have -baghaven havde vi brugsret over (den hører til kirken nu). Huslejen var 250 kr. pr. måned. Olien kostede dengang 250 kr. for 1000 1. Det var virkelig et herligt sted for vore børn at vokse op. Anne Birgitte (født 65) og Jakob (født 67) var jo ganske små, da vi kom hertil. Kirsten blev født på Brædstrup sygehus i 70. Vi blev meget vel modtaget; de nærmeste naboer kom med blomster og de blev vore gode venner. Meget hurtigt blev vi kendt med byen og dens borgere. Vi ankom med flyttelæs etc. natten til den 1. september. Astrid var ganske imponeret næste morgen, hvor hun blev budt velkommen af Nanna og Håkon i Nim Brugs. Hvordan i alverden kunne de vide, hvem hun var? Hun erfarede da efter nogle øjeblikke, at samtlige kunder fik samme modtagelse. Nanna og Håkon havde overtaget Brugsen fra den dag. Jeg følte mig også meget velkommen på skolen, hvor en første klasse ventede mig. Det vil føre for vidt at komme ind på elever og lærere på Nim- Underup skole fra dengang. Kun to af lærerne er der endnu: Rita Jørgensen og Anders Bregendorf. Hvor havde vi en festlig og fornøjelig tid. Jeg har lånt et billede fra Rita af lærerholdet 1968.
Fonager var præst og jeg betragtede ham og hans kone som gamle mennesker; de har været yngre end jeg er i dag. Når man besøgte Fonager fik man en “øl med en pind” (pinden var en stor snaps). Fru Fonager var en lille sart og skrøbelig dame og meget begavet. Hun var uddannet pianist og havde haft Carl Nielsen som lærer. Spændende var det at høre dem fortælle om deres år i Nim – ikke mindst under besættelsen. (Fonager havde været modstandsmand; hun var ud af jødisk afstamning.)
Rudolf Sørensen og Kirstine var vore nærmeste naboer. De bestyrede Nim Bank (den eneste filial af Jyske Bank som havde tilladelse til at bære byens navn); dernæst Herluf Laustsen, hvor børnene også havde deres gang. Et privilegium at have en gård som nær nabo og hvor børnene dog var glade for at komme der. Anne Birgitte og hendes nære veninde, Marianne Øster (brugsuddelerens datter) kunne få timer til at gå med at pleje Herlufs heste. Når vi bandt adventskrans, bandt de også til hestene; lysene- blev udskiftet med gulerødder. Også Vagn Uhrenholt skal nævnes (præstegårdsforpagter i mange år), en original – forstået på bedste måde i Nim. Livsklog og altid sikker med en rammende bemærkning. I mange år har Herluf, Vagn og jeg siddet på den nederste kirkebænk første jule- påske- og pinsedag.
I efteråret 75 – efter min studietid i København – opfordrede Jørn Elsborg (Nims installatør) mig til at oprette et kor. De første par år samledes vi i skolestuen herhjemme, hvor vi sang fra højskolesangbogen + enkle korsatser. Der var stor interesse; folk kom også udefra bl.a. fra Rask Mølle, Hvirring og Brædstrup. Mine gode venner Minna Nyhus og Karl Johan Larsen havde nogle år forinden grundlagt Virring – Vitved sangkor. Vi udvekslede ideer og korene besøgte hinanden, ganske vist havde koret fået ny dirigent; i en række år havde vi meget glæde af dette venskabskor. Jeg må også nævne Arne Rasmussen (kaldet Arne Smed) og Conni, som var vore nære venner i en række år. Conni var organist i Nim og mor til Bo, Morten, Christian og Alice. Hvor var det festligt at komme i det hjem. Her var en livsglæde og det at synge nært forbundet. Hvis jeg er i tvivl om, hvornår mine melodier er blevet til (det gælder de første år), kan jeg blot kontakte Conni. Ved Arnes 40 års fødselsdag fik jeg nok en enkelt eller måske flere snapse for meget. Om aftenen skulle jeg forestå korsangen hjemme i skolestuen. Trods flere kolde brusebade kunne nok ikke skjules en pludselig indfundet “influenza”. Birgit Elsborg, korets første formand igennem en række år, havde nok en anelse om, hvor den stammede fra.
Godt for mig var det i korsammenhænge at kunne afprøve mine sange, som i en række år kom til mig i en stadig strøm. Efterhånden begyndte jeg også selv at udarbejde korsatserne. Vi sang nu på skolen, på biblioteket. Klaveret stod lige ved døren. Når Kristen Jeppesen fra Eslund kom, ville han partout hilse med hånd. Også selvom han kom for sent, og jeg spillede til sangen. Jeg var nødt til at slippe tangenterne for et øjeblik. Kristen havde en ægte musikglæde. Og han var en stor fan af mine sange. Hvis det stod til ham, skulle de fleste med i højskolesangbogen. Han spillede for øvrigt meget godt klaver; jeg husker en gang efter en stor fødselsdag i forsamlingshuset (Martin Tholstrups) blev Benny Andersens tekst til “Go’ nu nat” delt rundt. Jeg mente nok, at jeg kunne spille til den. Ved fjerde vers (hvor melodien skifter) gik det galt. Det kunne ikke lade sig gøre. Kristen nærmest skubbede mig væk fra stolen; nu skulle han vise, han kunne. Det kunne han ikke. Heldigvis for mig – ellers ville jeg have hørt for det fremover. Det var Kristen og Gunver der i begyndelsen af 80’erne startede de årlige jazzfester (første fredag i april og november) i Nim forsamlingshus. Han døde alt for tidligt (ganske kort efter sin 60 års fødselsdag); men jazzfesterne lever videre i Kristens ånd. Flot! Lidt usædvanligt er, at der i den lange pause synges fra højskolesangbogen – og altid som slutnummer Carl Nielsens: Maskarade – stående! Det at synge sammen er forenende. Man oplever et fælles skab, får et netværk (som det hedder i dag) og kormedlemmerne bliver ens gode venner.
Jeg har kendt Birte Knudsen fra Vestbirk Højskole igennem mange år, en meget dygtig pianist og kordirigent – festlig og undertiden også lidt “gal” (eksempelvis fik hun efter en koncert i Sønderjylland dirigeret bussen ad snoede veje til Skamlingsbanken; det var diset og mørkt – ingen kunne se noget som helst – så blev snapsen delt rundt og det var utrolig festligt). Hun var særdeles kompetent musikalsk. En stor gevinst for koret var det, at hun efter at være flyttet til Nim indgik som meddirigent; hun leverede den – jeg vil kalde det – den sofistikerede del af vort program og jeg den mere folkelige. Det var en god kombination. For mig blev det et meget inpirerende samarbejde. Mit største korværk “Og der blev lys” en kantate over skabelsesdagene med tekst af Ester Bock blev under hendes ledelse og mit akkompagnement Nim korets hit (et forkert ord, men jeg kan ikke komme på et ord, der kommer det nærmere). Jeg tror, korsangerne kunne den udenad og opmærksomheden omkring Birtes direktion var ganske unik. Desværre lever hun ikke mere; Birte og jeg havde bestemt, at vi ville holde, mens legen var god, ved korets 25 års jubilæum, men vi fortsatte dog et par år endnu. Der skulle findes en afløser. Birte var kræftsyg – men kunne dog ved vor allersidste koncert dirigere nogle af sine glansnumre bl.a. “Nu er dagen fuld af sang”. Flot var det. Afløseren blev fundet; koret er nu i de bedste hænder med Tue Dich, Tønning, ved roret.
I september 78 havde min gamle skole, Odder private Realskole (nu Rathlouskolen), 50 års jubilæum. Eske Nielsen, daværende leder af skolen, opfordrede mig til at skrive musikken til en kantate til lejligheden. Jeg kendte Eske Nielsen særdeles godt. Fra min mellemskoletid kom jeg i hans hjem. Jeg gik i skole med hans datter Minna – senere kendt som en af vore allerbedste altsangerinder Minna Nyhus. Her åbnede sig en ny verden for mig. Ikke blot blev der spillet og sunget et meget bredt repertoire fra det klassiske over Bernhard Christensens jazzoratorium “De 24 timer” til viser som “Der er så stille i vor gård”; men også lyttet til musik fra hjemmets pladesamling. Minnas far betød meget for Odderegnen som skolemand og ikke mindst for dens musikliv. Eske Nielsen var meget tidligt opmærksom på min melodiske åre og opmuntrede mig til at lave melodier; jeg lavede dengang en vals, som vi kaldte Oddervalsen og som jeg desværre ikke fik skrevet ned (det havde jeg nok heller ikke kunnet på det tidspunkt). Men opfordringen til at skrive kantaten blev et vendepunkt for mig. Her var tekster af Alex Garff, Dines Skafte Jespersen og Nis Petersen. Sangene “De små børns smil” og “Forlad os vor skyld” blev ved den lejlighed smukt sunget af Minna. Eske fandt 10 andre digte frem af Nis Petersens forfatterskab og en “venlig udfordring” til også at sætte dem i musik. Det blev til hæftet: “Forår ved Mariager fjord”, smukt illustreret af Karl Johan Larsen, Minnas mand og min nære ven (og som i øvrigt skulle blive nodetegner og illustrator til en række udgivelser). Og så var jeg i gang. De første udgivelser kom på Wilhelm Hansens forlag. Fra 1988 er de kommet på mit eget forlag: Nim, som jeg fandt det naturligt at kalde det.
Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg bærer mig ad med at lave en melodi til en tekst. Her gælder det i første omgang at finde en tekst, som kan tåle slid. Når den er valgt ud, læser jeg den igen og igen, mens jeg lader fingrene løbe over tangenterne. Hvis teksten fænger, kommer melodien til mig. Når den er der, spiller jeg den så mange gange, så jeg er sikker på, at jeg kan den udenad. Først da skriver jeg den ned. Og den skal da gerne afspejle den stemning og den tone, som er i digtet. Jeg synes netop udtrykket: at “melodien kommer til mig” er dækkende. Den kan ikke fremprovokeres – så vil den blive kunstig. Der er mange, der har givet udtryk for, at de synes, der er overensstemmelse mellem tekst og musik i mine sange. Det må skyldes arbejdsmåden. Så enkelt er det vel. At udarbejde korsatser, synes jeg, kan sammenlignes med at lave kryds og tværs. Det er vigtigt, at de underliggende stemmer er melodiske, men de skal også indpasses i det harmoniske mønster. Det er morsomt, men også tidskrævende. Man synes altid, det kan blive bedre. Ændrer man i en stemme, får det følge for de øvrige. På et tidspunkt er man nødt til at sige: sådan er det! Min største kompliment m.h.t. melodiske understemmer fik jeg af en ung bassanger. Han foreslog, vi skulle synge I.P. Jacobsens “Landskab”, han var ikke tilfreds med melodien. For ham var den “rigtige melodi” basstemmens.
I kølvandet af mine udgivelser kom der også forespørgsler om min medvirken ved sangarrangementer, korstævner etc. Og det er jo dejligt at komme ud og præsentere sine sange. Ved disse arrangementer har jeg altid søgt at mikse kendte sange fra Højskolesangbogen eller DGI’s sangbog med mine egne. To sange har jeg – så vidt det var muligt – forsøgt at have på programmet. Det gælder Jens Smærup Sørensens: “Jeg ejer både mark og eng”, som jeg ved mange kender i forvejen, og Halfdan Rasmussens “Gå stille og tyst gennem verden” – den sidste ønsker jeg at udbrede kendskabet til. Jeg vil gerne huskes for at have sat melodi til netop denne tekst. Som så mange af mine sange, har jeg også lavet en korsats til den. For nogle år siden gæstede jeg sammen med Gudenåkoret i Brædstrup et kor (Lacplesis koret fra Lielvorde) i Letland. Også nogle af mine korsange var på programmet. Vi havde genbesøg af koret året efter – et stort kor i farverige gevandter (og meget uldne). Som sidste nummer blev der sunget “Gå stille og tyst gennem verden”. Meget bevægende var det. Vokalen y blev skiftet ud med u – så de sang “Gå stille og tust…”
Hvis ens sange skal nå et stort publikum er Højskolesangbogen en af vejene. Jeg var glad for, at der i den 17.ende udgave kom 7 med. I det allerførste oplag var der 8. Men den sidste måtte udgå i de følgende oplag med min melodi. Forfatterens søns melodi kom med i stedet. Min kom så med i melodibogen som alternativ melodi. Nu håber jeg, at jeg bliver lige så vel repræsenteret i den kommende højskolesangbog, som skal udkomme på Grundtvigs fødselsdag næste år. En anden sangbog er DGI’s som også når vidt omkring, hvor mine melodier også er pænt repræsenteret. I mange år havde jeg kopier eller mine hæfter med til sangaftner; i dag han jeg nøjes med at have sangbogen “I de grønne skove” (101 sange, salmer, viser og kanons) eller fortsættelsen “I de grønne skove 2″ (102 sange,…) med. Det er jo ganske enkelt at skulle vælge sangene ud efter emne, årstid etc. Herligt er det at have en bred vifte af muligheder. At sangbøgerne “I de grønne skove l og 2″ overhovedet blev udgivet kan jeg takke Johan Jacobsen, Sejs, for. Han har på en måde været Karl Johans afløser. I mange år har han skrevet mine noder i forbindelse med udgivelser, ikke med håndtegnede noder, som Karl Johan, men noder skrevet på computer (hans kone, Grete, er i øvrigt en kusine til Minna). Uden hans engagement og tilskyndelse ville sangbøgerne næppe være udkommet. Jeg må også i den forbindelse nævne Elise Hagemann (født Hartling), som i mange år var blandt mine kursister (korsang) ved operettekurset på Vestbirk Højskole. I mange år har hun læst korrektur på mine udgivelser (og som smedens kat kun fået tak i løn). Endelig må jeg også fremhæve min gode ven, Søren Mønster. I mange år er han trådt til, hvis jeg har bedt ham om det. Han er rigtig god til at foredrage mine viser; det gælder specielt viser med tekster af Halfdan Rasmussen og Piet Hein. Mange kan han udenad. Og så er han jo altid god for en historie. For 10 år siden lavede vi en CD “Dansk Naturlighed”, som for længst er udsolgt.
Jeg har i årenes løb fået mange tilkendegivelser for mine sange. Den pris, der nok har vejet tungest, er “Den folkelige sangs pris”, som jeg modtog i 1999 (højskolernes årlige hædersgave til en person eller et musikalsk ensemble, som på en særlig måde har gjort noget for den folkelige fællessang i Danmark.) Det var Jens Grøn, daværende forstander på Vestbirk Højskole, der overrakte mig den og motiverede prisen med en festtale til mig. Siden har han – meget fortjent – selv fået den. Det har været berigende for mig og for egnen at have Vestbirk Højskole så tæt på. Og med Jens som forstander.
Jeg vil slutte med et digt af Tom Kristensen, som jeg for mange år siden satte i musik. Det vender jeg tit tilbage til: “for alt i livet, som blev dig givet, er lys og mørke i sammenspil”. Det er livsklogt.