Mindeord

Bjarne Haahr in memoriam
Skrevet af Jens Grøn til DJBFA
http://www.djbfa.dk/bjarne-haahr-memoriam

 

Bjarne Haahr in Memoriam
Af Bent Påske, Formand for Danske Folkekors Musikudvalg 13. feb. 2015
http://folkekor.dk/sites/default/files/u199/bjarne_haahr_in_memoriam.pdf

 

Mindeord for komponisten Bjarne Haahr
Af Poul Arnbjerg

Søndag morgen d. 1. feb. 2015 sov Bjarne Haahr stille ind på hospice Søholm ved Århus.
Bjarne Haahr blev født 1937 på Nølevgården ved Odder som den yngste af 4 sønner. Han tog realeksamen fra Odder realskole, og var en kort periode ansat i Odder Bank. Han fandt vist ikke bankverdenen særlig spændende, så han blev optaget på Th. Langs seminarium i Silkeborg. Herfra blev hen dimitteret 1960 – med musik som linjefag. Så fulgte soldatertiden ved Nørrejyske Artilleriregiment i Århus. Særlig rekruttiden fandt Bjarne problematisk. Det hjalp senere, da han blev udnævnt til paukist ved regimentet. November 1961 blev han ansat på skolen i Harlev. 1. september 1968 flyttede Bjarne sammen med familien til den gamle skole i Nim ved Horsens, hvor han var lærer på Nim skole nogle år inden han i 1972 blev optaget på Danmarks Lærerhøjskole i København. Herfra blev han tre år senere Cand. Pæd. i musik. Dette ændrede Bjarnes liv fuldstændig, så han nu realiserede en gammel drøm: at leve af musikken. På flyglet i den gamle skolestue i Nim komponerede han et utal af korværker og sange.

Bjarnes livsværk som komponist kan stort set deles i 2 kategorier.

  1. Han havde en særlig evne til at finde digte til sine melodier af de store danske forfattere, Tom Kristensen, Nis Petersen, Piet Hein, Ester Bock og mange flere. Han fik en del melodier optaget i Den danske Salmebog og Højskolesangbogen. Særlig kendt er nok den melodi, som har fået tilnavnet ”Den nye Bondesang”, nemlig melodien til Jens Smærup Sørensens ”Jeg ejer både mark og eng
  2.  Over det ganske land afviklede Bjarne gennem årene noget, han kaldte Sangaftener. På sin lune måde gennemgik han mange pudsigheder ved de forskellige tekster, og han kunne få alle til at synge med. Også korarbejde optog Bjarne meget, og han var fast gæstelærer på Vestbirk og Lønne højskoler.

Gennem årene fik Bjarne et utal af priser. Særlig stolt var han af den sidste hædersbevisning, nemlig Bojsenprisen uddelt af Horsens Folkeblads Fond.

For nogle år siden fik Bjarne Niels Ebbesen-prisen motiveret i hans store indsats for danskheden. Ved denne prisoverrækkelse udspandt der sig en lille happening. Mange ved, at Chopin altid havde en kuffert med polsk jord med på sine turneer. Nu fik Bjarne tilsvarende en lille kuffert med jord fra Nølevgården. Denne kuffert står stadigvæk i skolestuen i Nim.

Bjarne skal bisættes fra Brædstrup Kirke fredag d. 6. februar kl. 14. Et stort menneske er gået bort. Æret være Bjarne Haahrs minde.

Poul Arnbjerg, Vinkelvej 8, 8870 Langå