John Høybye, Lektor, Danmarks Lærerhøjskole
”I de grønne skove” består af 101 sange, salmer, viser og kanons. Samtlige melodier er komponeret af Bjarne Haahr, mens teksterne repræsenterer et bredt udsnit af de bedste danske digtere fra Kingo til Møllehave.
Det er en imponerende samling, der på smukkeste vis demonstrerer Bjarne Haahrs melodiske og harmoniske talent. Bjarne Haahr kan det som ikke ret mange formår: nemlig at skrive en god, folkelig melodi, der på samme tid har det berømte ”Shein des Bekannten” og et personligt og særligt præg. Sangbogen får min allerbedste anbefaling.
(Anbefaling skrevet i 1998 i forbindelse med udgivelsen af ”I de grønne skove 1″)
Kirsten Sass Bak, leder af Sanghistorisk Arkiv, Aarhus Universitet
Bjarne Haahrs store produktion af melodier lægger sig i virkeligheden i forlængelse af J. A. P. Schulz’ to krav: at gøre gode tekster alment kendte og at skabe nye melodier med ”et præg af det allerede kendte”. Derfor går mange af dem lige i øret og er lige i øjet: fint pointerede viser til solosang, salmer og fællessangsmelodier hvoraf flere er blevet hits, og festlige kanons.
Hans stilgrundlag er en musikalsk folkelighed som ikke er en mellemkrigstidens æstetiske ideal, men som bl.a. rummer en lystig visetone der forekommer tidløs.
Ester Bock, forfatter
Bjarne Haahrs melodier tilførte mine tekster noget mere – ikke noget andet, men noget mere. Jeg var tit skuffet over, at jeg ikke med ord alene kunne nå de dybder eller de højder, jeg ville. Men når de blev til toner, fik de sjæl.
Jens Grøn, Højskoleforstander, medredaktør af 17. udg. af Højskolesangbogen
At sidde med Bjarne Haahrs ”I de grønne skove – 101 sange” ved klaveret, blade spillende og nynnende gennem den og møde en rigdom af gode melodier og digte, minder én om det faktum, at virkeligheden rummer mange aspekter.
At det udover, nedenunder vor overfladiske mediekultur, findes en virkelighed, hvor vi synger sammen, holder traditionen levende, og hvor vi deltager i en fornyelse af folkelig fællessang.
I denne virkelighed lever individualismen og fællesskabet i en frugtbar vekselvirkning og gensidig afhængighed: En digter, en komponist og den syngende forsamling.
I sjælden grad fortsætter og fornyer Bjarne Haahr denne tradition!
Derfor – til alle virkelighedsnærværende, sangglade mennesker: Køb ”I de grønne skove”, brug den, syng den!
Birte Knudsen, Vestbirk Højskole
”Det er blevet til en overordentlig smuk og spændende sangbog, som viser komponistens spændvidde, når han lader sig inspirere af vidt forskellige digtere fra Kingo til Aastrup, fra Wessel over Tom Kristensen til Ester Bock og Piet Hein. Hans melodier er altid i nøje overensstemmelse med digtene – udsprunget af deres sprog og stil.”